
Kontrol og risikostyringssystemer i forbindelse med
regnskabsaflæggelse
Bestyrelsen/revisionskomitéen og direktionen har det overordnede
ansvar for koncernens interne kontroller og risikostyring i
forbindelse med regnskabsaflæggelsen, herunder overholdelse af
relevant lovgivning og anden regulering i relation til
regnskabsaflæggelsen.Scandinavian Brake Systems A/S har etableret
interne kontrol- og risikostyringssystemer for at sikre, at
regnskabsaflæggelsen sker i henhold til IFRS og anden
regnskabsregulering gældende for børsnoterede danske selskaber.
Ligeledes skal systemerne øge sikkerheden for, at den interne og
eksterne finansielle rapportering giver et retvisende billede uden
væsentlig fejlinformation. Bestyrelsen/revisionskomitéen overvåger
løbende kontrol- og risikostyringssystemerne i koncernen. I den
forbindelse vurderes løbende de risici, som kan have betydning for
koncernens regnskabsaflæggelse. Risikovurderingen tager sit
udgangspunkt i de væsentligste regnskabsposter samt andre
forretningskritiske områder. Der foretages løbende
kontrol-aktiviteter med det formål at fastslå de væsentligste
risici.
Kontrolmiljø
Bestyrelsen vurderer løbende koncernens organisationsstruktur og
bemanding på væsentlige områder, herunder inden for områder i
forbindelse med regnskabsaflæggelsesprocessen. Bestyrelsen og
direktionen fastlægger og godkender overordnede politikker,
procedurer og kontroller på væsentlige områder i forbindelse med
regnskabsaflæggelsesprocessen, herunder en rapporteringsmanual, en
IT-strategi og IT-sikkerhedspolitik. Grundlaget herfor er en klar
organisationsstruktur, klare rapporteringslinjer, autorisations- og
attestationsprocedurer og personadskillelse. Bestyrelsen vurderer
årligt behovet for etablering af intern revision. Med baggrund i
selskabets og koncernens størrelse og kompleksitet har bestyrelsen
på nuværende tidspunkt ikke fundet grundlag for at etablere en
intern revision. I stedet varetages en del af de opgaver, der
naturligt henføres under en intern revisions område af koncernens
centrale controllerfunktion i samarbejde med selskabets eksterne
revision. Den centrale controllerfunktion udfører controlling af
den finansielle rapportering for moderselskabet og
dattervirksomhederne, som rapporterer løbende herom til bestyrelsen
og direktionen.
Risikovurdering
Bestyrelsen og direktionen foretager årligt en overordnet
vurdering af risici i forbindelse med regnskabsaflæggelsesprocessen
og fastlægger på dette grundlag tiltag med henblik på at styre,
henholdsvis eliminere eller reducere risici. Som led i
risikovurderingen tager bestyrelsen og direktionen stilling til
risikoen for besvigelser samt til de foranstaltninger, der skal
tages med henblik på at reducere eller eliminere disse risici. De
væsentligste forretningsmæssige risici fremgår af
ledelsesberetningen.
Kontrolaktiviteter
Koncernens kontrolaktiviteter tager udgangspunkt i
risikovurderingen. Målet med kontrolaktiviteterne er at sikre, at
de vedtagne mål, politikker og procedurer m.v. efterleves samt,
hvis dette ikke skulle ske, at opdage og rette eventuelle fejl,
afvigelser, mangler og lignende.Kontrolaktiviteterne omfatter
manuelle og fysiske kontroller og generelle IT-kontroller og
automatiske applikationskontroller i de anvendte IT-systemer. Der
er etableret en formel koncernrapporteringsproces, der omfatter
månedsrapportering inkl. afvigelsesrapporter med kvartalsvis
ajourførte skøn for året. Rapporteringen omfatter ud over
resultatopgørelse tillige supplerende specifikationer og
oplysninger i øvrigt.
Anbefalinger for god selskabsledelse
Bestyrelsen i Scandinavian Brake Systems A/S forholder sig løbende
til "Anbefalinger for god selskabsledelse" implementeret af NASDAQ
OMX København i "Regler for udstedere af aktier" samt
årsregnskabsloven § 107b. Anbefalingerne fra april 2010 gælder for
regnskabsår, der starter den 1. januar 2010 eller senere og
indeholder 78 anbefalinger. Bestyrelsen skal udarbejde en
redegørelse, der skal indeholde en beskrivelse af, hvorledes
selskabet forholder sig til ovennævnte 78 anbefalinger. I
forbindelse med udarbejdelsen af redegørelsen for god
selskabsledelse skal selskabet anvende "følg eller
forklar"-princippet. "Følg eller forklar"-princippet indebærer, at
selskabet enten skal følge anbefalingerne for god selskabsledelse
eller forklare, hvorfor anbefalingerne, helt eller delvist, ikke
følges. Dette indebærer, at selskabet skal angive, hvilke
anbefalinger der ikke følges, at selskabet skal oplyse grunden
hertil, samt - hvor det er relevant - angive, hvorledes selskabet
har indrettet sig i stedet. Det er præciseret, at det må bero på
det enkelte selskabs egne forhold, i hvilket omfang anbefalingerne
følges, eller hvorvidt dette ikke er hensigtsmæssigt eller
ønskeligt, idet det væsentligste er, at der skabes gennemsigtighed
i selskabets ledelsesforhold.
Vedtægter for Scandinavian Brake Systems A/S
(PDF)
Skema til redegørelse vedrørende anbefalingerne fra
Komitéen for god Selskabsledelse (PDF)